Vi oplever udfordringer med betalingskort, vi arbejder på at få det løst hurtigst muligt. Venligst ring til os eller send en mail, hvis du fortsat oplever udfordringer.
 

Mål på vinduer og døre: En step-by-step-guide

Karmmål og hulmål – hvad er det nu lige forskellen er? Og er det svært selv at lave en korrekt opmåling af vinduer og døre?

Vi har gjort det enkelt at måle op til nye vinduer og døre ved at holde fremgangsmåden simpel og ved at bruge redskaber, du allerede har i hjemmet. Se vores videoguide om opmåling af vinduer, og lær, hvordan du selv måler op. Læs også gerne vores step-by-step-guide under videoen. Her får du en guide til hulmål og udvendigt karmmål, så du selv kan opmåle dit nye vindue eller din nye dør. Få råd til forandring med vores guide.

Det lyder måske som en vanskelig og uoverkommelig opgave at skifte vinduer og døre i et helt hus. Mange har en opfattelse af at, at det kun er en opgave for professionelle, men sandheden er anderledes: Du kan faktisk gøre det selv.

I vores opmålingsvideo får du en enkel step-by-step-guide til, hvordan du måler korrekt op til nye vinduer og døre - uanset om det er til et nyt hus, eller om det er tid til at udskifte de gamle vinduer. Du kan også læse vores enkle step-by-step guide herunder.

Den er enkel og kræver blot, at du har følgende hverdagsting ved hånden:

  • Papir
  • Kuglepen eller blyant
  • Målebånd eller tommestok

På denne måde kan du lave en så præcis og korrekt opmåling som muligt uden at investere i dyre redskaber.

Det skal lige siges, at vi hos Sparvinduer altid oplyser målene som bredde x højde. Vi anbefaler derfor, at du måler bredden først og højden bagefter – på den måde er du ikke i tvivl om, hvad der er hvad, når du skal indtaste dine mål ved bestilling.

Sådan opmåler du vinduer og døre

Hvis du allerede har taget dine gamle vinduer eller din gamle dør ud, er den nemmeste løsning at måle fra ramme til ramme – de såkaldte karmmål. Det er vigtigt, at du fjerner de gamle lister, rester af fuge og andet, så du får en præcis opmåling af vinduet og døren. 

Har du ikke taget dine vinduer eller din dør ud endnu? Så fortvivl ej. Du skal blot starte med at måle hulmålet og derefter finde det udvendige karmmål. Det lyder måske kompliceret, men det er det ikke. Læs med her, og find ud af, hvordan du gør.

Sådan finder du hulmålet

Når du skal måle vinduer og døre, skal du bruge både hulmål og udvendige karmmål. Du starter altid med at opmåle hulmålene, da du regner karmmål ud fra dine hulmål. Et hulmål er det udvendige mål på selve hullet i muren.

Start derfor med at måle dine hulmål, altså bredden og højden fra mursten til mursten. Mål gerne forskellige steder, så du er helt sikker på at få de rigtige mål. Nu har du hulmålet. 

Sådan finder du det udvendige karmmål

Når du har fundet hulmålet, skal du efterfølgende finde frem til karmmålene. De udvendige karmmål er de mål, som Sparvinduers nye vinduer og døre bliver produceret efter. Et udvendigt karmmål udregnes på følgende måde:

  • Hulmål minus 2 til 2,5 cm = Udvendigt karmmål

Eksempel: Hulmål 103,5 x 103,5 cm = Udvendige karmmål 101 x 101 cm

Det er vigtigt, at der er gjort plads til isolering rundt om de nye vinduer og døre. Du skal derfor have 2 til 2,5 cm frit mellem hulmål og karmmål, så isoleringen ikke bliver for kompakt og derved mister sin effekt.

Når du har målt op og regnet, er du klar til at bestille dine nye vinduer og døre. Du finder alle vores produkter i specialmål lige her. Leder du efter produkter fra lager i standardmål, kan du finde dine nye vinduer og døre fra lager lige her.

Bemærk, guiden her er vejledende. 

Der kan forekomme specielle konstruktioner, hvor alle vinduer og døre ikke kan opmåles efter guiden. Her vil det være en god ide at rådføre sig med en professionel.

Har du brug for hjælp med opmåling af nye døre eller vinduer?

Hos Sparvinduer står vi klar med hjælp og rådgivning til dit vindues- eller dørprojekt. Så har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte os. Vi tilbyder også professionel opmåling, hvis du ønsker en hjælpende hånd.

Tlf.: 70 20 18 87 / Mail: sparvinduer@sparvinduer.dk